Dyk ned i schweiziske kanton- og kommuneskatter
At give Schweiz mærkatet "lavskatteland" uden forbehold tegner et stærkt forvrænget billede af de økonomiske realiteter. Det schweiziske system styres nemlig ikke centralt, men er delt op i tre adskilte lag: føderalt, kantonalt og kommunalt niveau. Hver af de 26 kantoner har fuld suverænitet over skattetrykket i deres territorium. En flytning blot ti minutter væk over en usynlig kantongrænse kan medføre hundredtusindvis af kroner i forskel i nettoløn over et årti.
Lagene, der udgør det samlede skattetryk
Selve fundamentet er den føderale direkte skat (Direkte Bundessteuer), som fastsættes nationalt med en fælles progression, men byrden for lønmodtagere på dette niveau er relativt beskeden. Den reelle opkrævning styres fra mellemniveauet: kantonen. Hver kanton fungerer som sin egen finansminister og vedtager sin grundlæggende skattesats suverænt, herunder fradrag for pendling og regler for formueskat.
Det mest ekstreme udsving sker dog i din lokale by eller kommune. De fastsætter deres egen "kommuneskat-multiplikator", hvor kantonens grundskat ganges op med en procentsats bestemt af de lokale politikere. Derfor kræves der en præcis vurdering af det postnummer, hvor du planlægger at underskrive en lejekontrakt, for at vide præcis, hvad du skal betale hver måned.
Den ekstreme skattekonkurrence internt
Kantonsuveræniteten har ført til en intens konkurrence (Steuerwettbewerb) om at tiltrække de rigeste borgere og virksomheder. Centrale kantoner som Zug, Schwyz og Nidwalden presser aggressivt skatterne ned og huser derfor uforholdsmæssigt mange topledere og globale hovedkontorer. I den modsatte ende finder vi fransktalende kantoner som Genève, Neuchâtel og Vaud, som opretholder et traditionelt og meget hårdere skattetryk med høj marginalskat for topskatteydere.
Dette betyder, at en standard årsløn på 150.000 CHF for en konsulent bosiddende i Zürich vil give et betydeligt overskud, mens den selvsamme løn langs bredden af Genfersøen vil blive kraftigt beskåret af beskatningen. Arbejdsmarkedets mobilitet har gjort valget af bopæl i Schweiz til den vigtigste strategi for optimering af privatøkonomien.
Kildeskattens rigide indgreb (Quellensteuer)
Nye immigranter uden statsborgerskab eller C-tilladelse skal først underkaste sig kildeskatten, Quellensteuer. I modsætning til den lokale befolkning får du ikke en årlig selvangivelse i starten; skatten trækkes brutalt på lønsedlen ved hjælp af standardiserede gennemsnitstariffer defineret af kantonen. Desværre neutraliserer denne metode de ellers lukrative kommunale fradrag det første år.
Grænsen brydes heldigvis, når din udbetalte bruttoløn overstiger 120.000 CHF. Regeringen kræver da, at du indgiver en almindelig selvangivelse. Denne overgang fører til en tilbagevirkende tilpasning, hvor den faktiske kommunale skat opgøres. For dem, der har valgt bosættelse i billige kommuner, resulterer dette ofte i betragtelige skatterefusioner ved årets udgang.
Ordningen med lumpsum-beskatning (Pauschalbesteuerung)
Den internationalt omtalte Pauschalbesteuerung eksisterer som en sidste kuriositet for ultra-rige udlændinge i Schweiz, og frigør fuldstændig beskatningen fra deres globale indkomst og afkast. Skatten fastsættes i stedet udelukkende på baggrund af deres private leveomkostninger (f.eks. husleje eller driften af en villa), hvilket beskytter opbyggede formuer mod det officielle skattegrundlag.
Et enormt folkeligt pres for lighed for loven har dog svækket ordningen markant. Nogle af de største kantoner, herunder Zürich, har fuldstændig fjernet muligheden efter folkeafstemninger. Reglerne er desuden strammet op for de tilbageværende kantoner med et minimumsgrundlag på fire hundrede tusinde franc for overhovedet at få adgang til ordningen.